Blog Image

Kennel Elverlamshuset

I5 kuldet nu 7 uger

Dagbog Posted on Sun, April 04, 2021 19:26:38

Tiden løber stærkt her i huset, og femlingerne er allerede 7 uger gamle. På tirsdag skal de til dyrlæge og chippes, vaccineres, sundhedsundersøges og øjenlyses. Og onsdag kører vi til kiropraktor og får tjekket alle er Ok og får løsnet evt. spændinger. De er voldsomme når de leger og det kan give lidt knubs, og vi har det bedre med at de alle lige er tjekket godt igennem. Alicia kommer med til kiropraktor men ikke til øjendyrlæge.

Det er et livligt kuld, og vi er nu nået til at de suser ud så snart dørene åbnes. Det er herligt at de bare gerne vil ud, og det er både i haven og i gården. De leger godt med Cutie og Gracie og nyder godt af Cuties kærlige omsorg.
Alicia passer dem stadig væk, og af og til gylper hun mad op til dem. Det er en naturlig proces, især når hvalpene når denne alder og hun selv vænner dem fra mælken. Så skal de jo have noget andet, og at vi fodrer dem godt betyder åbenbart ikke noget, mor Alicia kan selv.

Lidt nye billeder taget idag



Elverlamsdag 5/9-2021

Dagbog Posted on Sun, April 04, 2021 13:46:54

Vi har sat et forsigtigt kryds i kalenderen mht vores Elverlamsdag, som iår nu er planlagt til at løbe af staben d. 5/9-2021.

Selvfølgelig under forudsætning af, at vi må forsamles så mange som vi plejer at blive og at det kan ske coronasikkert. Håber vi alle er blevet vaccineret til den tid.

Iiiih hvor er vi ved at være trætte af at skulle tage hensyn hele tiden, men vi må holde ud lidt endnu.
Nærmere oplysninger følger når vi kommer tættere på, men nu kan du sætte et kryds i kalenderen, hvis du vil deltage i vores hyggelige sammenkomst for alle der har en elverlamser eller har relationer til os og vores opdræt.



Vedr. venteliste hos os

Dagbog Posted on Tue, March 30, 2021 15:59:01

Vi kan desværre ikke længere skrive folk på venteliste til hvalp, Vi har dårlige erfaringer med at administrere en venteliste, fordi de der venter glemmer at give besked, hvis deres venteposition ikke længere er aktuel. Desuden får vi for tiden ca 3-5 henvendelser pr dag og kan ikke skrive alle op.

Pr. dags dato er der kun en lille liste tilbage af dem der stod på listen før vi besluttede at lukke den, når denne sidste lille liste er “ryddet” er der ikke længere en venteliste hos os (undtagen “gamle” kunder).

Fremadrettet skriver vi på hjemmesiden www.elverlam.dk  når der er ledige hvalpe og på DKKs salgsportal www.købhund.dk
Til gengæld lover vi en altid opdateret hjemmeside………..



Lidt af hvert

Dagbog Posted on Sun, March 21, 2021 17:36:59

I fredags flyttede H5 kuldet hjemmefra og vi har fået gode meldinger tilbage om trivslen i deres nye hjem. De har alle taget det i stiv pote og med stor nysgerrighed og interesse for alt det nye.

I weekenden har jeg været på hyrdekursus med Falke, et kursus der har været planlagt i lang tid. ikke det bedste tidspunkt for mig, men afsted kom vi da. Og Lørdag var Falke lidt på fårene, men usikker over hvad de der får var for nogen. Han prøvede det bedste han havde lært, men kom han for langt væk fra mig, så gik han i stå. Og idag gjorde han det vist kun for min skyld. Så ikke den store succes, men nu har jeg fået blod på tanden til at få instinktprøvet hans lillesøster Gracie og måske hans mor Didi. Men det var hyggeligt og lærerigt og vakte gode minder fra en svunden tid fra for ca 20 år siden, hvor jeg hyrdede med Celine, vores stamtæve fra dengang, som helt sikkert fra hundehimlen nød at se sin datter Lassie hyrde på fårene idag. Lassie er 12 år gammel og ejes af Christine, som også var med på kurset. Vi var en lille flok deltagere alle med sheltier, for kurset var arrangeret af Sheltieklubben.

Og så er I5 kuldet nu flyttet ind i stuen og familiesammenført med Cutie, Gracie og Ronja. Alt foregik i den fineste ro og orden, og Alicia er helt godt tilpas med at dele hvalpene med den lille flok. Vi har varmet op til det i et par dage, ved at lufte Alicia med de 3 andre, og jeg tror hun nyder at de andre tager lidt over og er legetanter.

Billeder af kuldet kommer en anden dag, det nåede vi ikke idag og nu er det ved at være for mørkt



I5 kuldet 4 uger

Dagbog Posted on Sun, March 14, 2021 18:57:04

Femlingerne er nu 4 uger gamle. De spiser godt og gror som de skal. De er begyndt at være mere aktive og suser rundt, når de ikke lige tager en lur.
Vi har haft de første besøgende, og igen er vi heldige at der har meldt sig gode familier til hvalpene. De to hanner har fået navne, nu skal vi lige beslutte hvad pigerne skal hedde og så bliver kuldet registreret hos DKK.
Vi er ved at bygge køkken og bryggers om og det larmer og støver lidt i huset, de tager det hele med ophøjet ro.



H5 kuldet 7 uger og til dyrlæge

Dagbog Posted on Fri, March 12, 2021 11:32:00

Idag er de 7 uger gamle og turen gik som planlagt til Køge Bugt Dyreklinik, hvor de skulle sundhedsundersøges, vaccineres, chippes og øjenundersøges.
Turen både derned og hjem gik strygende, alle snorkede og der var god ro på bagsædet. Og INGEN køresyge…….

Kuldet er sunde og raske, med fine øjne helt uden anmærkninger.
Det var dejligt at få dem tjekket, vi kan ikke se alt udefra og vi kan nu med god ro i sjælen sende dem videre ud i livet om en uge.

Da vi var færdige inde hos dyrlægen, fik de lige et måltid og fik fyldt skrutten, og så gik det hjemad igen.

På mandag runder vi lige Rikke Wriedt til et tjek af både hvalpe og mor Chili. Rikke er dyrlæge med speciale i kiropraktik, og de små hvalpe kan nemt have lidt spændinger i kroppen efter fødslen eller fx vild leg med søskende.

Fik taget lidt billeder på turen idag, de kommer her:



I 5 kuldet, 3 uger

Dagbog Posted on Sun, March 07, 2021 14:24:48

Så rundede de 5 de første 3 uger i alder. Der er sket lidt hos dem, de er flyttet ud af hvalpekassen og har fået mere plads, dog stadig i en indhegning på kontoret sammen med mor Alicia. De to kuld vi har, er der godt 3 uger imellem, så vi kan ikke føre dem sammen, det vil være for voldsomt for de mindste, de største ville sikkert have en fest………..

De er blevet vejet og har fået deres første måltid serveret af mig. De tog pænt fra og det lover godt. Det er noget nemmere at komme igang med at fodre, når hvalpene kan lide maden.

Vi venter de første besøgende i ugen der kommer, og det glæder vi os til. Vi synes de er så fine og glæder os til at vise dem frem.

Det blev også til lidt billeder idag. 



H5 kuldet nu 6 uger gamle

Dagbog Posted on Fri, March 05, 2021 18:26:54

Hold da lige op hvor går det stærkt nu med firlingerne. De suser rundt i hele huset, i gården, i haven og ja de er med så snart der er optræk til leg. Eller bare at blive nusset og møsset er bare det bedste.

De spiser godt og gror pænt til. Der sker virkelig noget på en uge eller to…..
Idag fik de deres sidste ormekur, om en uge skal de til dyrlægen og tjekkes. Indenda træner vi lige en smule bilkørsel….
Vi har besøg til dem under coronasikre forhold og der er virkelig nogen der glæder sig.

Idag blev det til hovedbilleder, synes de har så fine udtryk alle 4.



« PreviousNext »