Elverlamshuset’s Queen Of Hearts er nu afleveret i lufthavnen til Johanna, som flyver hjem med hende til Sverige og til hendes nye familie.

Det er vemodigt at sige farvel til hende, for nu er hun krøbet ind i mit hjerte, hun har været her næsten dobbelt op i tid af hvad vi normalt har hvalpene inden de rejser hjemmefra, og puha, vi savner hende allerede.

Men jeg kender det hjem hun skal til rigtig godt, og jeg ved hun får et dejligt aktivt liv med masser af kærlighed og gode sunde udfordringer. Hun skal bo sammen med Svantes mor og Svantes søster, så det bliver i familien kan man fristes til at sige….og ikke at forglemme Hedda, en sød pige som jeg lærte lidt at kende dengang jeg hentede Svante. Hun ønsker sig at jeg kommer på Instagram fik jeg at vide idag, for så kan hun følge os der, jeg overvejer lige Hedda!!smiley

Flaxa skal hun hedde og jeg var lidt spændt på hvordan hun ville opleve en travl lufthavn. Det gik fint, hun var lidt forbeholden til en start, men tog da både godbidder og lidt mad. Og da vi gik ud for at finde et luftested, (frygteligt med larm og mennesker, maskiner og lufthamre), vi fandt et sted med lidt græs lige op ad en stor vej, lidt hævet op over jorden. Og der gjorde hun både stort og småt, møssede en dame og gik rundt og snusede lidt med glad hale.

Vi tog afsked lige før sikkerhedskontrollen og lidt senere modtog jeg et billede af hende, snorksovende på gulvet midt imellem mennesker der ventede ude ved gaten.

God vind lille Flaxa, vi ønsker dig det allerbedste dejlige liv i Sverige sammen med din nye familie.