Idag har vi virkelig nydt vejret. Hvalpene har været i haven en masse gange og vi har også været afsted på den første køretur; først med det ene kuld og så med det andet. Det gik ganske godt og ingen utilfredshed at spore hos hvalpene, tværtimod så var de meget nysgerrige og interesserede i hvad det nu var der skete.
Vi har også fået fordelt de zoble piger og givet dem deres navn; pige nr. 1 hedder nu Dafne på stamtavlen, nr. 2 er Daisy og nr. 3 er Dahlia. Vi har besluttet at Daisy og Dylan bliver her i kennelen.
Cyrano, tricolour han er til salg. SOLGT
På mandag kører vi til dyrlægen og får chippet, sundhedsundersøgt, vaccineret og øjenundersøgt hvalpene, hvis ikke andet sker i disse coronatider…..
Vi har taget en del billeder idag, og de kommer herunder:
Femlingerne rundede 6 uger i fredags, og der er også pænt meget gang i dem. Begge kuld er sammen det meste af tiden, kun opdelt om natten. De er meget jævnbyrdige i deres “slåskampe”, og de leger rigtig meget i de vågne timer. stadig mange lange lure i løbet af dagen, men også fuld speed i haven og i gården. De er også lidt ude i regnvejret, og de løber langt omkring i haven.
Så blev de skønne firelinger 6 uger gamle. Alt er som det helst skal være på dette tidspunkt. De er nysgerrige og til tider frygtløse, suser rundt og er nogle små dejligheder. Vi nyder dem hver dag og må indrømme der af og til er godt gang i det lille hjem.
Og de suser rundt, ude og inde….og leger og spiser og sover og hygger sig. Bider i tæer, napper i haserne og følger os rundt i huset og udenfor i gården. Det er knap en uge siden vi startede med at tage dem udenfor, og nu er de allerede så glade for at være ude, at et enkelt kald får dem til at løbe direkte ud og gå på opdagelse. Både Sally og Ronja syntes hvalpene indimellem er lidt trælse, så de to mødre får lidt pauser væk fra hvalpehurlumhejet til glæde for de små, som så giver den gas uden at blive irettesat af de to voksne.
Friske billeder taget idag, og nu skal vi snart have fordelt tæverne. Men indtil videre har de fortsat numre….
Idag susede det røde lyn til Fyn lastet med Blåmand og Quinnie.
Quinnie var med fordi hun skulle hente sine rosetter for Årets Udstillings Sheltie nummer 1 og Årets Veteran nr. 1 2019. Og Blåmand skulle udstilles i Mellemklassen. Så jeg var tidligt oppe, hjalp med at ordne hvalpe og så afsted hjemmefra kl 645. Vi landede ved hallen kl 9 og nåede indenfor i god ro og orden, fik hilst på og fandt en god plads. Jeg har investeret i et bur der kan køres ind med alt mit happengut, og det er så dejligt ikke at skulle slæbe på noget, og hundene nyder at være i det bur. Quinnie lagde sig og fik en lur mens jeg lige ordnede Blåmand… vi havde nummer 12, så der gik ikke så længe før vi skulle ind. Jeg havde ham med lidt rundt så han blev “afklimatiseret” og han var meget glad og tilpas med det hele. Til ringtræning holder han halen nede, men idag skulle det hele fejres og den blev løftet noget, dommeren (Marianne Baden) kommenterede det i kritikken, men på trods af det, så blev han fint placeret. Han fik EXC. MK. PLAC. 1 CK 2.BHK og R.Cert (EXC i mellemklassen, som han vandt og fik CK og blev 2. bedste han på dagen med reservecert.). Kritik: Maskulin han, dejligt hoved med velstillede og -bårne ører, fint forhold næse skalle, velplacerede ovale øjne, korrekt bid, smuk overlinie med velansat en tanke højt båret hale, veltilbagelagt skulder, god brystkasse og velvinklet, smuk pels og farve, fine poter, rør sig effektivt, velpræsenteret og dejligt temperamet.
Og inden BIR-konkurrencerne, blev der lagt an til overrækkelse af rosetter og diplomer til Årets Sheltier, og så festligt det blev. Der blev rullet rød løber ud og musikken spillede mens vi blev kaldt ind en ad gangen og stillede op på række og fik overrakt nogle meget smukke rosetter og fine diplomer af Formanden. Jeg er meget meget stolt af Quinnie, tænk at stå som nummer 1 i begge discipliner. Det er lidt vildt.
Idag 5 uger gamle og vi har taget nye billeder. Der er fart over feltet nu og de bevæger sig over alt. Der leges, soves, udforskes og spises. 3 fulde måltider er de oppe på nu. Vi har klippet negle flere gange og der er også givet ormekur. Den næste tid vil blive med lidt ophold udenfor, vejret har drillet og derfor har de ikke været udenfor endnu, men det starter vi på idag. Vi har haft hyggelige besøg til dem alle. Der er en tricolour han ledig.
For ca 3 uger siden parrede vi Alma og Nimbus og idag viste Alma tydelige tegn på kvalme og der er små lyserøde dievorter. Så nu håber vi på at det hele bærer “frugt”, og at vi kan byde velkommen til et herligt kuld hvalpe i begyndelsen af April, om alt går vel.
Begge forældre er øjenlyst frie, har MDR1 status +/+ (frie) og HD status A.
I tirsdags rundede de fire små skønheder 3 ugers alder. De er flyttet til en større indhegning hvor de frit kan bevæge sig ud i stuen fra soveværelset og det nyder de. Vi er oppe på 3 måltider nu, og lillefisen har nedlagt protest mod sutteflasken, så nu er hun selvkørende og får hvad hun har brug for fra sin mor og den mad vi serverer for dem. Igår og idag har de fået vom og hundemat, og det røg lige ned i hvalpemavserne …… de er skønne og vi nyder dem hver dag. Anker på 5 år har været her et par dage, og han har ligget på gulvet og nusset alle hvalpene. Lidt friske billeder kommer her: