Igår susede Christine og jeg til Nyborg, for at deltage i en inspirationsdag for lokalrepræsentanter og udvalgsmedlemmer i Sheltieklubben. Christine og jeg er i Sporudvalg, jeg er i Avls og sundhedsudvalget sammen med Anja Stienenbos og så er jeg også lokalrepræsentant i Vestsjælland. Så 3 kasketter som flere andre, vi var 20 der ialt varetager 29 funktioner i klubben.

Nåh men det blev en rigtig fin dag med masser af sparring og med en god dagsorden, hvor vi fik talt om mangt og meget.
Noget der lige springer i øjnene på mig er, at vi mangler nogle flere lokalrepræsentanter for klubben, fx Sydsjælland, Storkøbenhavn og Bornholm, samt Sønderjylland. Meld meget gerne ind hvis det er noget for dig, du skal selvfølgelig være medlem af klubben, og være frisk på måske at arrangere lidt gåture eller andet hvad der nu efterspørges i dit område…..og ellers er “jobbeskrivelsen” meget åben, du er klubbens “ansigt” udadtil, og bliver bakket fint op af Bestyrelsen.

Vi talte også om anerkendelse af de frivilliges arbejde, der bliver lagt mange timers arbejde i klubregi. Bestyrelsen har besluttet, at vi alle skulle have en julegave og at der fremadrettet skal vælges Årets FIGHTER, Årets UUNDVÆRLIGE og Årets TAK (vælges af medlemmerne, i år dog af Bestyrelsen).

Tak for en rigtig fin dag og for den flotte julegave, den blev jeg glad for.