Igår drog Chili og jeg til Storbyen, vi havde besluttet at deltage i DKK’s fine arrangement Hundens dag i Tivoli.
Heldigvis havde rigtig mange andre også besluttet at tage derind og fra scenen blev der talt om ca 1000 hunde på besøg i Haven. Meget flot opbakning til denne årlige tilbagevendende begivenhed og iår blev vi velsignet med dejligt vejr, så absolut en lille udflugt der endte med at blive en meget hyggelig og dejlig dag.
Hanne Hedegaard stod for at samle sheltierne til en fælles raceparade igennem haven, som en slange der bevægede sig med stor fart gik vi sammen med alle de andre hunde. Og endte på plænen foran den store scene. Der var ikke plads på bænkene til alle, så vi satte os sammen på nogle tæpper på græsset med vores hunde omkring os. Der var 4 hvalpe med; Chili, Eddie, Chester og Dea, som selvfølgelig var små trækplastre og de blev beundret af mange også for deres gode temperamenter og glade væsner.
De legede fx. midt imellem alle hundene, mens vi ventede på at paraden satte igang og Chili valgte også lige at tage et hvil midt i det hele, ja de er altså ret seje de hvalpe.
Der kom ca. 15 sheltier, og de 10 var elverlamser Seje gode hundefolk og så dejligt at se jer allesammen.
Vi nåede både kaffe og kage, raceparade, masser af hygge og til slut en is inden vi kørte hjem igen. Tusind tak for en dejlig dag (PS den lille snorkede hele vejen hjem, så var hun klar til leg igen).
Vi forsøgte med et fælles foto, fotograf er Chesters “far”.