Vi har ventet på at Katinka skulle føde lige siden i mandags. Tirsdag faldt hun i temperatur og så begyndte hun at lægge an til fødsel. Det gjorde hun i knap 2 døgn uden at vi fik nogen hvalp at se. Så torsdag morgen ringede jeg til dyrlægen og “bestilte tid” til et kejsersnit.

Ud kom de fineste tricolour drenge, 4 stk, som ret hurtigt fik kælenavnet boybandet…….

De vejede fra 200 til 245 g, altså pænt store drenge. Ingen forklaring på hvorfor der skulle et kejsersnit til, når Katinka nu har haft fine fødsler tidligere. Naturen er lidt mærkelig af og til!

Nåh men Katinka var pænt medtaget hele torsdagen, hun passede de små, men var slinger i bagparten og meget træt. Så dagen forløb med at sidde vagt ved Katinka som var pænt pakket ind i uldne tæpper, og med varmeapparatet kørende for fuld udblæsning lige ved siden af hvalpekassen. Fredag havde den mindste tabt sig det den må, så jeg fik den installeret ved Fionas mælkebar to gange i løbet af dagen (herligt med egen reserveamme i huset), og holdt skarpt øje med den. I dag lørdag er mælken løbet til hos Katinka og alle hvalpe har taget på smiley

Katinka er dækket med smertestillende og hun får penicillin, og alt går fint nu. Der er blevet ro i hvalpekassen, for den mindste fortalte højlydt at han var sulten og nu har han altså fået stillet sulten.

Vi har et par hanner til salg fra dette kuld.