Søde smukke lille Pippi besluttede sig endelig i går for at nu var det tid til at føde. Vi har ventet meget tålmodigt fra i fredags og hun var tyk men absolut veltilpas, så vi måtte bare vente. Vandet gik og der var flotte fine veer, men ingen hvalp kom frem til fødsel og vi anede nok der var noget galt. Så afsted til Morten i Vig og der sad en hvalp langt inde, men den lå forkert og rykkede sig ikke en eneste millimeter ved veerne.

Lidt senere sad jeg så med to kæmpebabyer i favnen, begge blue merle og en af hvert køn. Tøsen vejede knap 300g og lå med rumpen fremad til fødsel og hannen vejede knap 250g. Så absolut et par sværvægtere og især når man tænker på Pippis lille størrelse, så var det såmænd nok endt på samme vis, også selvom tøsen havde vendt den rigtige vej……. Nåh men skidt pyt, vi fik reageret i tide og hun troner nu med sine to “små” og har det ganske og aldeles udmærket. Hun får smertestillende og penicillin og de to patter på livet løs og der er ro i lejren.