Idag blev dagen hvor Emmely fik sit halsbånd og snor på for første gang. Vi tog Fiona med til at hjælpe lidt på fremdriften og det gik over al forventning. En lille smule kradsen på det der mærkelige rundt om halsen og derefter vandt nysgerrigheden og det gik over stok og sten, igennem pludder og pladder, et lille svinkeærinde ind på marken for at gøre stort og småt i snor (hurra) og så ned mod trappen til vandet.

Vi gik ikke ned ad trappen, men satte os lidt på stenen og nød udsigten over “vores egen” dejlige strand. Der var rigtig mange fugle i vandet, vi mener at vi så både skallesluger, edderfugle og en masse andre. Ingen bølger og høj blå himmel………

Derefter gik det hjemad og så peb hun og kom på armen det sidste stykke hjem. Alt i alt en glimrende debut for lille søde Emmely, som i virkeligheden er en lille hidsigprop der selv vil bestemme alt.

Vi skal forhandle om det meste……så det bliver sjovt at komme igang på hvalpeholdet på søndag! I går gøede hun Katinka lige op i hovedet, da Katinka bad hende flytte sig. Og så rullede hun sig sammen og blev liggende lige der hvor Katinka havde tænkt sig at hun skulle ligge. Den store blev så overrasket at hun glemte at sætte den lille på plads og jeg tænkte mit………. god arbejdslyst Lotte med det lille bæst.

Vi fik taget et par billeder herude på p-pladsen af både Emmely og Fiona: