Idag gik turen til Næstved med Zorro. Han er blevet øjenlyst fri, hans testikler er på rette plads og han er iøvrigt sund og rask. Så altså alt OK med ham.

Turen gik fint, så længe han kunne sidde hos mig på skødet, ingen tur i bur til ham. Han hyler som en stukken gris når han kommer i bur………så han fik lov at være hos mig.

Ingen køresyge eller savleri, så det bliver ikke noget problem for ham at køre bil. Han havde endda spist kort inden vi kørte, fordi tidspunktet var lidt dumt i forhold til måltider. Men det gik som sagt fint. Vi holdt en lille pause på vejen, fordi jeg troede han havde brug for en lille tissepause. Men vi kunne i princippet have taget turen i et hug, det tager 1 1/2 time at køre derned.

I venteværelset charmede han sig jo ind på op til flere både to og firebenede. Og så var han træt og lagde sig til at sove midt i det hele.

Så kom en schæferhvalp på 12 uger hen til ham og snusede ham godt og grundigt af. Det passede ikke Zorro, så han daffede den en over næsen og knurrede så den trak sig væk i en fart. Schæferen var mindst 2 gange hans størrelse………. Nåh men lidt senere kom den ind igen og da lå han og sov lidt dybere. Schæferen skyndte sig at gø af ham som for at sige, du kan bare komme an din lille slubbert!!

Der er automatiske døre hos dyrlægen, der åbner sig når man træder nær dem, og jeg ventede for at se hvad han gjorde når dørene smækkede op lige foran snuden på ham…..Zorro var ligeglad og valsede ind mellem de åbne døre og så vendte han sig om for at nærstudere dem. Han er en tillidsfuld og nysgerrig hvalp og jeg tror vi har gjort det så godt vi kan og han er nu klar til en masse nye udfordringer.

På hjemvejen kørte vi lige forbi en kollega i St. Merløse og hilste på lidt flere hunde. Tak for kaffe og kage……….

Nu er vi vel hjemme og mon ikke Zorro sover godt iaften.