Igår torsdag d. 13. maj fødte Pippi. Hun havde sultestrejket i et par dage, og onsdag dykkede hun i temperatur, hvilket jo indikerer fødsel indenfor et døgn sådan cirka…. Og ganske rigtigt, så startede hun dagen med tydelige tegn på at fødselen var under opsejling, men det trak ud. Hun arbejdede godt for sagen og jamrede når veerne trykkede lidt rigeligt på. Hun er en lille tæve og jeg var bekymret. Men det skred langsomt fremad, og selvom vandet gik kl. 1445 så ventede jeg tålmodigt i 2 timer før der kom et hovede frem i fødselsåbningen. Men hun kunne ikke få den klemt ud selv, så jeg hjalp hende og lirkede forsigtigt hvalpen ud. Pippi hylede og spillede død, hun lagde sig fladt på maven og borede snuden ned i dynen, men da hun fik “serveret” sin datter lige foran næsen, så kom der liv i hende skal jeg love for. Den blå pige vejede 275 g. og efter en god rengøring af sin mor, fandt hun vejen til patten og der sugede hun sig godt fast.

Men Pippis (og mine) trængsler var ikke ovre. For veerne tog til igen og endnu en hvalp var på vej, men baglæns. Jeg prøvede at hjælpe hende, for den var også stor så det ud til, men hver gang jeg lige kunne få fat i fødderne, så trak den benene til sig og forsvandt udenfor rækkevidde og tilbage i varmen. Til slut konstruerede jeg en lille løkke i noget stærk tråd, og da den stak den ene fod ud igen, satte jeg løkken på og lirkede forsigtigt til mere ben kom frem, så jeg kunne trække den ud. Men den sad fast og Pippi havde nær ædt mig, men ud kom den til sidst. En blå dreng på 290 g……..så arme Pippi at føde sådan nogen kæmpebabyer!!!!!!!!!

Det var meget tæt på et kejsersnit, men vi klarede skærene Pippi og mig. Og det er Pippis første hvalpekuld, så hun er bare dygtig.

Og Pippi som har sultestrejket i to døgn, ville bare have mad. To moderkager var åbenbart ikke nok til hende, normalt fodrer vi ikke nybagte mødre så hurtigt, men hun er vågnet op til dåd igen. Natten har været helt rolig og mor og børn har det godt.

Her lidt billeder taget idag: