Igår kørte vi sammen med Kirsten og Andy over Fyn og mod hangar 17 i Rønde ved Ebeltoft.
Vi havde tilmeldt os Sheltieklubbens Rallyprøve kun for Sheltier. Og sikke en dag der var arrangeret. Super flot og i den flotteste hal, hvor de dog havde “glemt” at tænde for varmen. Der var meget koldt, men forholdene ellers var bare så fine. Humøret var højt og der var mange gode folk at snakke med, tror jeg kendte de fleste.
Dommer på prøven var Helle Gadeberg, og hun havde lavet det sådan, at man gik den første prøve officielt og fik bedømmelse helt som normalt. Herefter var der mulighed for at vi kunne gå banen igen, med hendes kommentarer og gode råd for fremtiden…. det var megagodt og jeg tror alle tog imod det tilbud.
Didi klarede det virkelig flot med mig på “slæb”, nej tosserierne var min fejl igen, men vi bestod med 79 point og blev 3. vinder i begynderklassen og det var lige det vi manglede for at blive Rally Begynder Mester. Er jeg stolt af min pige, ja selvfølgelig. Hun er en lille stjerne og hun lærer mig så meget som jeg forhåbentlig kan bruge på de næste jeg skal have trænet op til prøver…..er godt igang med Indi.
Vi sluttede af med overrækkelse af Sheltieklubbens diplomer og rosetter til årets hunde i flere discipliner og det blev fejret med kage og bobler.
Herefter susede vi mod færgen og var heldige lige at komme med kl 1715 og sejlede mod den flotteste solnedgang og var helt hjemme kl ca 19. 13 timer på farten og godt trætte..
Tak for dejligt selskab til Kirsten, Christine, Birgitte, Karen m.fl. glæder mig til vi ses derude igen.