Idag susede Blåmand og jeg til Slagelse, vi havde tilmeldt os Sheltieklubbens juleudstilling.
Dommer Ineke Bouwer fra Holland.
Elverlamshuset’s Precious Blue Boy AKA Blåmand klarede sig ganske fint i åben klasse. Han blev nr. 1 med Excellent og CK (certifikatkvalitet), herefter gik han videre til bedste Hanklasse og blev her 3. vinder med reserve certifikat.
Jeg er pavestolt af ham, det var hans 3. udstilling og med en meget lang coronapause på næsten 2 år. Vi var lidt rustne, men det gik som sagt ganske fint.
Desværre gik al it ned, så kritikken forsvandt og det er selvfølgelig ærgerligt, jeg var da spændt på hvad dommeren skrev om ham, men mod de værste it-problemer kæmper selv udstillingsudvalget forgæves.
Herefter syntes Formanden lige jeg skulle have overrakt Klubbens nål som æresmedlem og jeg fik også en meget flot buket blomster. På seneste generalforsamling i klubben, blev det vedtaget (i mit fravær pga en fødselsdag), at jeg skulle udnævnes til æresmedlem. Vi har bare ikke været samme sted på samme tid før nu, men idag lykkedes det så. Jeg er meget beæret, glad og taknemlig over, at mit mangeårige frivillige arbejde for klubben anerkendes på denne måde. Tusind tak for det.
Og vel hjemme godt henslængt i lænestolen, kom Christine forbi med en flot vandrepokal fra DCH Nykøbing Rørvig; sørme om ikke Quinnie er blevet klubmester i Rally. Resultaterne blev offenliggjort idag til klubbens juleafslutning, hvor jeg ikke kunne være fordi jeg var i Slagelse og udstille. Men så var Christine så sød at bringe den gode nyhed.
Altså sikke en dag med så meget godt på en gang…….det kan vi leve på længe!