D. 10. August hentede vi lille Cutie i Sorø. Hun falder lidt udenfor vores sædvanlige hundeflok, idet hun er den lille lækre Australske Terrier, som jeg har ønsket mig i et stykke tid. Hun blev født d. 14/6 hos kennel Blue Ayers i Sorø i et kuld hvor flere havde pænt krudt i måsen.
Pga Corona har jeg kun besøgt hende to gange i de første 8 uger, men det var hun da ligeglad med, for hun er så megaglad for mennesker, så hun har rendt lige i rumpen på mig siden vi hentede hende.
Var jo lidt spændt på hvad sheltierne ville sige til hende, men indtil videre reagerer de med nysgerrighed og interesse, og afviser hende kun når hun på ægte hvalpemaner hænger i bukser og haler på dem.
Hun er lynhurtig og overalt i haven og i huset. Bevæger sig sådan lidt i ryk, som om hun er på jagt. Alt skal der smages på og hun bider meget mere end en sheltiehvalp gør. Hun henter små pinde, grene, blade, og ja igår fandt hun såmænd en fuglevinge i haven, som hun kom med meget stolt.
Vi er startet til hvalpetræning hos Majbritt i Nyrup, ganske kort herfra. Og vi er 5 på holdet, så det passer mig rigtig fint. Det er ganske tydeligt, at hun bruger sin næse rigtig meget, og godbidder skal vist være af den helt lækre slags og varieres hele tiden. Hun blev hurtigt træt af de 4 forskellige jeg havde med, og egentlig så skal hun bare lære at komme og blive på kommando. Den store udvidede lydighed skal jeg ikke bruge med hende, for hun skal gå spor og jeg vil så nødigt lægge hindringer i vejen for hendes næsearbejde. Hun skal bruge sin snude og arbejde fremad…..og vi lægger det første kaninslæbsspor idag.
Hjertelig velkommen til Cutie
Dagbog Posted on Wed, August 19, 2020 11:51:15- Comments(0) https://blog.elverlam.dk/?p=2115