I forbindelse med min og Christines undervisning i kaninslæb, mødte jeg en hund der slog benene lidt væk under mig. Nemlig sødeste Frida, en Australsk Terrier der arbejdede så flot ude på sporene. Og var sød, smuk og meget charmerende……
Hun såede et lille frø i mig, og jo mere jeg tænkte over det, jo mere blev jeg overbevist om, at jeg var nødt til at få sådan en lille trold ind i hundefamilien. Kurt rystede på hovedet, men næste skridt var jo at finde ud af om det overhovedet var til at opdrive sådan en hvalp i Danmark. Det ledte mig til Sorø, hvor jeg besøgte kennel Blue Ayers og Jørgen Grønlund. I kennelen var der flere Australske terriere eller aussier som de også kaldes. Alle hundene var megasøde og gæstfri og kun en skældte lidt ud og det var Dixie, som jeg selvfølgelig straks ønskede mig en hvalp fra……. Men det kunne godt have lidt lange udsigter, men jeg blev skrevet op og gik hjem og læste videre mht opdrættere. Jeg har været omkring Sverige også, uden at det lykkedes at der kom tæver nok, så jeg også kunne få en.
Men for 4 uger siden ringede Jørgen, at nu var den der hvis jeg stadig var interesseret. OM jeg var, og idag har jeg besøgt hvalpene, og de var bare så søde. Så d. 10/8 får jeg mit ønske opfyldt og skal jeg hente en lille rød pige, og jeg glæder mig helt vildt. Jeg ved ikke hvilken det bliver endnu, valget sker når hvalpene er godt 7 uger gamle.
Og bare rolig, det er ikke fordi vi skifter race, men en dejlig tilførsel til vores hundehold……
Vi var på besøg idag og Kurt har overgivet sig og er lige så spændt som jeg på at få en ny hunderace i huset. Billederne er fra idag, hvor de er 4 uger gamle: