Vi var 4 sjællændere og 2 bornholmere der drog vestpå onsdag. Vores mål var Wórld Dog Show 2010 i Herning. Vi havde aftalt at køre fælles i Leif og Marias store bil, 6 personer og 5 sheltier og havde lejet et sommerhus nord for Herning lige ned til Sunds Sø. Og her var så vores base fra onsdag eftermiddag til fredag morgen.
På vej derover rundede vi lige Odense og jeg fik besøgt Julie og Claus, og fik nuldret lidt på Leas (Elverlamshuset’s Linea) hvalpe som hun har fået sammen med One. Julie og Claus har været ude i lidt stormvejr og har vist oplevet alt hvad man som opdrætter kan komme ud for af uforudsete udfordringer…….. opdræt er ikke altid nemt, men jeg er stolt af at de to har arbejdet så seriøst på sagen, og hvalpene er fine og meget velstimulerede.
Her er lidt billeder af de to hanner ca. 4 uger gamle. De er begge reserverede:
Efter en middagspause kørte vi videre mod Herning og samlede Maria op på banegården hvorefter vi susede ud til sommerhuset. Et skønt sted med indhegnet have og ganske kort afstand til Sunds Sø.
Der fik vi så besøg af Elverlamshuset’s Danish Lassie og hans Familie. Lassie er kuldbror til min Futte, og jeg glædede mig til at se ham. Han er blevet en pæn fyr meget flot zobel/hvid med nydelig stor pels, og han er til stor glæde for sin familie. Herunder et billede af ham: