Vi håber på hvalpe efter Svante og Alma sidst i April.
Hvalpe i vente
Dagbog Posted on Sun, March 27, 2022 11:44:34- Comments(0) https://blog.elverlam.dk/?p=3284
DSSK’s Kaninslæbsprøve 26. Marts i Odsherred
Dagbog Posted on Sun, March 27, 2022 10:59:37Igår afholdt Sheltieklubben officiel kaninslæbsprøve i Ellinge Indhegning i Odsherred.
Prøveleder, stifinder og sporlægger på dagen var undertegnede og dommer var Kristian Graversen.
Der var tilmeldt 4 sheltier på prøven og de 3 kom herfra vores kennel.
Jeg havde forberedt prøven i flere omgange, for sporene skal planlægges og gennemgåes, for at se om afstande mm overholder reglerne. Og så skal det også være nogle spor, der giver tilpas sværhedsgrad, alt efter om det er et anlægsspor på 400m eller et 1000 meter spor i en af sværhedsgraderne 1, 2 eller 3.
På dagen startede jeg kl 745 med det første spor, og det gik strygende. På spor 2 kom der en uforudset forhindring, så jeg havde heldigvis et reservespor som kom i anvendelse. Herefter lagde jeg spor 3, som også gik lige efter bogen. Altså 3 x 400 meter lagt og klar til brug! Så susede jeg ned i den anden ende af skoven og lagde et 1000 m S1 spor og så tilbage til pladsen hvor alle var mødt frem og Christine havde købt morgenbrød til dommeren og mig. Vi trak lod om sporene og så var vi klar til at gå igang.
Connie og Jubii var de første, og det gik fint. De har været med til undervisning i flere omgange hos Christine og mig og har desuden trænet flittigt i skoven. Der kom en klov i vejen, som han lige var henne og snuse til, hvorefter han selv søgte sporet op igen og fandt kaninen til slut. De bestod med en flot 1. præmie.
Så var det Christine og Ponyos tur, det gik bare fint og derudaf, flot solidt arbejde af dem begge. Bestået med 1. præmie.
Og til slut var det Tina og Baileys tur, og der blev også arbejdet suverænt flot og grundigt. Bestået og en flot 1. præmie til dem. Jeg tror ikke hun løftede hovedet fra sporet den lille, hun var meget sikker på hvor den kanin skulle findes.
Det sidste spor på 1000m S1 skulle Christine gå med Filur, de har kun øvet et par gange, og han havde det lidt svært i opstarten og et par steder undervejs. Men i mål kom han og de bestod også med en 1. præmie.
Vi fik rundet dagen af med uddelelse af bedømmelsesskemaer og diplomer, samt sponsorgaver fra Olivers Petfood og Elverlamshuset. Dagens bedste på 400m blev Bailey og Tina og dagens bedste på 1000m blev Filur og Christine.
Der var lidt god frokost fra Brugsen og dejlig drømmekage som Henriette havde bagt til os allesammen.
Tusind tak til Kristian Graversen for fint samarbejde på dagen og for dit behagelige væsen. Kristian har heldigvis sagt ja til at vi må ringe til ham igen en anden gang.
Fik gået 14000 skridt igår og mine ben var lidt trætte. Men sikke en dejlig dag i skoven og hvor er jeg stolt af alle 4 ekvipager og lidt af mig selv. Normalt deles vi jo om at lægge sporene Christine og mig, men fordi hun skulle op med 2 hunde, så var det ikke muligt. Men 3 x 400m og 1 x 1000m, det kan man godt lægge en person, men havde der været flere spor, så skulle der hjælp på.
Næste prøve er d. 23. April hvor Christine er prøveleder og dommer er Charlotte Thomsen, der håber jeg at kunne afprøve Didi på 1000m S1 og Cutie på 400m.
- Comments(0) https://blog.elverlam.dk/?p=3282