Idag skulle Didi, Quinnie og jeg for allerførste gang prøve kræfter med en officiel rallyprøve. Vi har trænet rally i et stykke tid, både hos Christine i Dch og hos Majbrit på hendes hundeskole og tidligere hos Hanne i Albertslund. Men nu var vi klar og prøven foregik i Hårlev hos Neel Ane Smed og hundene på Bjerggården. Poul Lysholdt var dommer.
Jeg kørte hjemmefra kl 7, så huset var tidligt på stikkerne….Kurt har heldigvis taget sig af flokken herhjemme.
1. prøve var med Quinnie og hun var vældig fokuseret og vi gik banen til 100 point og hermed blev hun Rally begynder Mester i første forsøg. Hun blev også 3. vinder på dagen slået af 2 hunde på tid.
2. prøve var så med Didi, som også arbejdede med fuldt fokus på mig og det var også mig der lavede en fejl og kom for tæt på en kegle som hun hoppede over, så det kostede 3 point i en ommer. Ialt 97 point til hende, og klart bestået.
Jeg er helt overvældet af hvor godt det gik og jeg havde et stort smil på hele vejen hjem. Vi har nu fået mod på mere, så nu må vi lige få trænet lidt flere skilte, så kommer vi ud til flere prøver er jeg ret sikker på.
Det blev fejret med jordbærkage til de tobenede og kylling til de 2 gamle tøser.
Vi fik fine rosetter med hjem, 2 til Quinnie og 1 til Didi.
Tusind tak til Neel og holdet bag samt til Poul. Hyggelig og rart at få sin debut hos jer.