Hold da lige op for en herlig lørdag vi havde her. 67 tobenede, 46 firebenede og en masse sjov og hygge.
Hundene var i alderen 8 uger til 13 år, og de var sammen her i haven i nogenlunde ro og orden.
Kurt og jeg havde sat telt op onsdag, som sædvanlig med god hjælp af et par sønner og Kaj og Kirsten.
Det var 6. gang vi inviterede til denne herlige sommerbegivenhed.
Fredag kom Nina og Hans fra Norge med deres to Elverlamser og hjalp med at sætte resten op; borde, stole, køleskab, pavillon til tagselvbordet o.s.v. Et stort arbejde som vi var glade for at få hjælp til.
Da klokken nærmede sig 1330 lørdag, “væltede” det ind med glade hundefolk. Kurt fik bilerne parkeret rundt om gården og jeg tog imod mad, kager mm til buffetten. Kaffen blev brygget i litervis og vejret drillede. Der kom lidt regn og jeg tænkte for pokker da også…. Men folk tog det med godt humør og rykkede lidt tættere sammen i teltet.
Vi fik taget hul på Kaffe/the og kager i “bunkevis”. Hold da op hvor var der mange kager.
Herefter blev der lavet den sædvanlige trickkonkurrence, og flere var modige og viste hvad de kunne med deres hund/hunde:
Linda med Gucci og Rosie viste fælles sit & dæk, hvor pigerne arbejdede helt synkront. Og Gucci viste hvordan hun kunne bære madskålen hen til Linda. Super fint og meget smart at få hunden til selv at hente madskålen.
Cathrine lavede et lille dansemix med Jessie; gå imellem benene, bakke rundt om benene og meget mere. Charmerende og flot udført.
Leif og Shiela viste nogle sit, dæk og goddag øvelser og en hvor hunden ikke måtte tage godbidden før den fik lov. Og så var der nogle flotte hop lige op i luften. Også sjovt og underholdende at kigge på.
Lærke og Bailey viste dans og rul rundt, meget flot og perfekt udført.
Kaj og Sille viste lidt forskellige lydighedsøvelser, tror flere måbede lidt for de er så dygtige de to.
Lene og Kashmir viste elefanten, (4 mdr gammel) og det var også flot udført.
Til sidst skulle Olivia og Sheppi (4 mdr) vise sit og dæk, og det tog lidt tid at fange den unge dames opmærksomhed, men til sidst lykkedes det og meget flot arbejde af Olivia.
Herefter var der mulighed for at lege lidt med agility som Anette, Flemming og deres ene søn havde taget med. Jeg er dybt taknemmelig og vil gerne sige en stor tak for at vores hvalpekøbere stiller op og hjælper, og de fortsatte med at styre det hele de 3 x West, så alle der havde lyst kunne forsøge sig lidt med agilityen. Der var liv og glade dage og snakken gik livligt om alt muligt, regnen drillede lidt igen, men det var kun kortvarigt.
Flere tilmeldte sig den planlagte konkurrence i agility for begyndere og øvede. Begyndere løb udelukkende på tid, øvede på både tid og med fejl.
Øvede:
1) Christine og Lassie i tiden 20,49
2) Christine og Sif i tiden 24,12 og 10 fejl
3) Kaj og Sille i tiden 30,43 og 10 fejl
4) Peder og Marley i tiden 40,23 og 5 fejl
5) Charlotte og Charlie i tiden 38,13 og 15 fejl
6) Anna og Tjalfe i tiden 54,57 og 40 fejl
Begyndere:
1) Linda og Gucci i tiden 10,75
2) Henrik og Rosie i tiden 16,32
3) Birgitte og Divus i tiden 38,32
Sideløbende viste jeg hvordan man lægger et schweissspor, og efter en times tid gik jeg så sporet med Didi, som var helt vild i varmen for at lave noget.
Lene ville gerne prøve med Kashmir og det løste han til perfektion, dygtig lille dreng. Vi prøvede så også med Charlottes hvalp Jessie, som også er 4 mdr. Hun var ikke lige så tændt som Kashmir, men med lidt øvelse tror jeg da hun også gerne vil bruge sin næse til sporarbejde.
Så var der lidt pause for mig, med at varme kød og gøre klart i køkkenet. Men jeg nåede lige en præmieoverrækkelse, til alle de heldige deltagere….
Nina havde sponsoreret 3 par meget lækre smukke vanter, lavet af hundeuld herfra kennelen. Henrik sponsorerede nogle trækketove knyttet af fleece, resten var bolde og godbidder sponsoreret af os. Det så ud som om modtagerne blev glade for deres præmier.
Tusind tak til de glade givere.
Og så nåede vi frem til maden, masser af lækre salater, kartoffelsalat, brød og pulled pork, så meget man kunne spise.
Det hele sluttede i god ro og orden og vi fik da også lige sendt Lady Madonna afsted til Skanderborg.
Vi takker fordi I igen kom og hyggede jer med os, vi nyder virkelig at se alle vores Elverlamser igen og ikke mindst alle jer tobenede, både børn og voksne. Og tusind tak for de fine gaver vi fik, skønne buketter, flotte planter, vin, chokolade og meget mere.
Vil slutte med frit at citere en hvalpekøber:
” altså hvor er der mange skønne Elverlamser, men jeg syntes altså min er den skønneste”.