Tiden flyver afsted og der sker lidt af hvert her i huset, som sædvanlig kunne man fristes til at sige
Først så er Laura flyttet til sin nye familie. Hun har virkelig fået det meget meget bedre, har taget pænt på og er glad og tilfreds med tilværelsen. I søndags kørte jeg til Greve til hendes nye familie, efter vi havde været til træning. Så tøsepigen var godt træt og lagde sig på siden og snorksov under spisebordet, mens vi fik en dejlig frokost, som stod parat til mig, da vi kom frem ved 13 tiden. Efter et par timer drog jeg af og overlod Laura til hendes nye ejere. De første meldinger er absolut positive.
Senere på dagen var noget af familien kommet på besøg, og de blev mødt af en glad Laura der tog imod og de syntes hun er dejlig. Natten sov hun roligt i sengen hos sine nye familie og stod først op, da der blev lokket med morgentur. Så foreløbig tegner alt godt……de er blevet bedt om at give hende masser af kærlighed, tid og ro til at falde til, men det tegner til at hun omstiller sig hurtigere end jeg lige havde forudset, så det er bare dejligt! Har hørt i min øresnegl at de også har været i Zoo City i Køge…………og hun har fået hilst på naboerne!
Og så var jeg ved tanddyrlægen igår med Paprika, vores søde dejlige tricolour tøs på lige godt 6 måneder. Jeg konsulterede Jens Ruhnau fordi hendes to hjørnetænder i overmunden ikke kom ud på rette sted, og ganske rigtigt, de sad forkert, er nu fjernet og hun søger sig et nyt godt hjem fordi hun ikke kan indgå i avl her som planlagt. Det er første gang vi har oplevet dette, og vi er brandærgerlige over det. Hun er udstillet flere gange som både baby og senest som hvalp i Køge, hvor hun blev 2. vinder af hvalpeklassen med Særdeles Lovende. På Bornholm vandt hun babyklassen også med SL. Så udseendet har hun med sig og masser af charme og så er hun rigtig godt socialiseret. Har været til både hvalpetræning og går lige p.t. til lydighed på begynderhold i Albertslund. Hun har et lille problem med at køre bil, hun bliver køresyg, men det er i bedring.
Mener du, at kunne tilbyde Paprika et godt og aktivt liv som familiehund, så kan du måske blive hendes nye ejer……ring for yderligere oplysninger 59185679/41425679.
Margit og Isa har været til DM i lydighed og klarede sig pænt, Margit var rørt til tårer over Isas præstation og hvor er jeg glad for at lige de to har fundet hinanden. Isa ligner sin mor rigtig meget både i sind og i skind, jeg ser dem hver uge og det gipper lidt i mig hver gang jeg får øje på hende.
Tina og Jay var til Rally øvet i søndags og fik 98 point ud af 100. Jay har ellers hormoner i knolden og en god næse der fortæller ham hvor der er lækre damer, og så er hans fart mere til agility for tiden, så jeg tror lige hans resultat i søndags faldt på et godt tidspunkt i forhold til mor Tinas tålmodighed og valg af fremtidig hundesport!
Maria og Emma har været til DM i agility i weekenden i Ribe, placering som nr. 15 om lørdagen, søndag blev hun disket.
Der er sikkert sket en masse andet også…………Jeg tror Amanda og Osseau også klarede sig ganske pænt i Rally for nogle uger siden!
Og så er Rosa og Ivanhoes femlinger nu 6 uger gamle. De har fart på, både med at gro men også med hvad de ønsker at opleve hver eneste dag. Står døren åben, så fiser de ud i det blå. De tager pænt imod når vi får besøg, leger og har bare en fest hver eneste af dem. Ingen virker tilbageholdende eller forsigtige, og jeg har mere end almindelig svært ved at få matchet køber og hvalp denne gang.
Men Tristan ligger fast, ham skal Bitten have fordi han skal hjem til en anden hanhund. Men tøserne ???? Daphne skal have en der er lille. Susan skal have en der også kan fungere godt med datteren og jeg skal beholde en til muligt senere opdræt. Kan ikke leve uden et Rosabarn, men altså hvor er jeg i tvivl denne gang. Så bær over med mig I der venter og hav lidt tålmodighed, selvom det er svært
6 ugers vægt; Tiffanie 1305g, Tornerose 1225g, Tristan 1630g, Tamara 2040g og Tatiana 1310g.
Lidt friske billeder: