Idag måtte vi putte Falke, 3 mdr. før hans 10 års fødselsdag.
Falke har skrantet det sidste stykke tid, uden at vi rigtig kunne finde ud af hvad der var galt. Han løb glad og fro ud med Dylan og Irma i flokken og ja, vi vidste der nok var noget alvorligt galt med ham. Og igår gik han helt fra sit foder, og ingen lækkerier gad han have, og til aften kunne han ikke gå normalt og han sejlede rundt og havde svært ved at rejse sig. Han kom ind og sov ved min seng i nat og til morgen var han med viftende hale når han blev nusset, men han virkede trist og træt. Hverken mad eller vand kunne han holde i sig, og en kort tissetur blev på fire ben, han kunne ikke løfte sit bagben og tisse som en hanhund plejer at gøre. Jeg ringede til min dyrlæge Morten kl 8 og kl 930 sagde vi farvel til Falke.
Muligvis cancer der blødte inde i ham, for hans blod var meget tyndt og da ingen hunde skal være her for vores skyld, så har han nu fred og kan springe i hundehimlen med sin elverlamsfamilie der er rejst i forvejen. Vi har haft mange sheltier, men den her del kan vi godt undvære. For filen hvor er det trist.
Falke har fra dag 1 været den store gentleman. En sød, social og skøn hanhund, som har været nem at have i flokken, og som aldrig parrede en tæve uden at han var sikker på at hun var med på legen. Han har slikket mange sheltietøser i øret.
Han er blevet far til 46 hvalpe fordelt på 13 kuld, og han har 6 børnebørn, hvoraf de 2 bor her.
Falke var efter Svante og Didi.
