Igår blev de tre Rosa/Ivanhoe børn 8 uger. Vi var ved dyrlægen og fik lavet sundhedsattester, vaccinationer og øjenlysninger.

Fuzzy har en let CEA/crd og de to tøser blev øjenlyst frie. De var lidt køresyge alle tre, og snorksov det meste af aftenen. Selvom ham dyrlægen da var vældig interessant, så er det hårdt for dem med 11/2 times køretur hver vej. Det er så langt vi skal køre for at komme til en øjendyrlæge.

På onsdag rejser Fuzzy hjemmefra og på fredag er det Fionas tur.

Det bliver sørgmodigt, men godt for Rosa, som er lidt træt af dem. Hun leger og opdrager på livet løs, men forsøger de at snige sig til en pattår, så er hun pist væk oppe i sofaen eller et andet sted hvor de ikke kan nå hende.

De spiser alle tre godt og lader til at trives og have det godt. De leger og er vildt nysgerrige og fiser lige i rumpen af os tobenede. Deres yndlingsleg er at hægte sig i mine bukseben og knurre som en stor farlig hund. At jeg så bukker mig og sætter dem til anden beskæftigelse, det accepteres, men flytter jeg mig så sidder de der med det samme igen. Og det er altså svært at gå med tre hvalpe i det ene bukseben skulle jeg hilse at sige!!

De har også været en del udenfor her på det seneste, og de nyder at gå på opdagelse i gården.

herunder lidt billeder af dem 8 uger gamle, øverst Fuzzy, i midten Fiona og nederst Fanny, som bliver her hos os: