Blog Image

Kennel Elverlamshuset

Opdrætterseminar og udstilling i Trige

Dagbog Posted on Wed, May 27, 2009 19:11:56

Jeg var afsted med 4 hunde til opdrætterseminar og udstilling i Trige fra fredag til søndag.

Fredag var der fælles afgang herfra efter en lille frokost. Vi var 5 tobenede og 12 firebenede der skulle følges ad og bo sammen. Første stop var Kaløvig camping, hvor jeg i forvejen havde booket en hytte til os og alle hundene. Vi kom frem og havde bænket os med en kop kaffe og lidt kage, da lejrchefen kom styrtende og meddelte os, at vi skulle sætte hundene ind i bilerne, det var kun tilladt at have en hund i hytten. Det havde de bare glemt at fortælle mig da jeg reserverede hytten for lang tid siden. Så vi endte med at flytte til en anden plads, der var mere hundevenlig. Men en stresset start på turen og noget vi sent glemmer. Men faktisk var den anden plads, Randers City Camping, 10 gange bedre m.h.t. både humør og god ånd på stedet samt deres noget mere hundevenlige facon. Og så lå vi midt i skoven med gode muligheder for gåture. Og der blev leveret pizzaer til en billig penge til de sultne tobenede.

Lørdag tog vi til Kollerup Møllekro i Hadsten, hvor Gro Berg-Johansen skulle undervise i anatomi og racestandard. Det gjorde hun rigtig godt og jeg tror vi alle blev lidt klogere, især da vi også fik mulighed for at mærke godt og grundigt på et par demohunde, så teori og praksis kunne forenes.

Til slut underviste Flemming Larsson i farveavl, og det var også meget lærerigt.

Efter seminaret, drog vi mod ustillingspladsen i Trige for at sætte vores egne telte op og få pokalerne på plads. Desværre var det en meget tom plads vi kom frem til, og mens vi undrede os over det, ankom folkene med telt m.m. som vi troede allerede var sat op om formiddagen.

Efter et par timers uforudset arbejde, kunne vi trætte drage mod Randers City Camping, hvor Hanne ventede på os så vi kunne få bestilt noget mad udefra.

Søndag morgen var der så afgang til Trige, hvor vi skulle udstille. Den første af mine i ringen var Ivanhoe. Han klarede sig godt, blev 2. vinder junior og 3. bedste han på dagen.

Næste var Ulrikke i junior, lidt for fed så det blev til en Very Good, og 4. vinder junior. Men med en rigtig flot kritik.

Nummer 3 var Sophie, som i den grad havde hormoner i hovedet. Hun stod pænt på bordet og Gro kunne gøre med hende hvad hun ville. Da vi så skulle gå rundt, så gik det helt galt for hende. Hun snurrede rundt og lignede en lille tæve med et rigtig dårligt temperament. Heldigvis ved de fleste jo at mine hunde ikke plejer at være sådan. Men min lille søde og normalt medgørlige og glade lille blå tøs havde startet løbetid dagen før udstillingen, og hun havde fluer i hovedet. Hun fik en Good, hvilket jeg synes er meget fair, og iøvrigt en rigtig god kritik.

Til slut var det Rosas tur: Jeg stillede hende i Åben Klasse fordi de andre tøser var med, men hun er ikke klar til åben klasse endnu. Hun ville præsentere sig bedre i en antalsmæssigt mindre klasse, men hun fik EXC. dog ingen placering. Hvis jeg havde stillet hende i Mellemklassen, havde hun vundet den, for ingen der fik EXC.

Da udstillingen var slut blev der pakket sammen og jeg kørte dommeren til Lufthavnen, og derefter hjem. Jeg var træt som bare fanden og det har taget mig 3 døgn at komme til mig selv!!! Og jeg har lovet mig selv, at det er sidste gang jeg er bagstopper på en udstilling.

Her er lidt billeder fra dagene:



Lauras hvalpe

Dagbog Posted on Wed, May 27, 2009 15:31:50

Nu er de alle seks blevet chippet af DKK’s ID-mærker Ole. Jeg nåede at efterlyse papirerne, for hverken Ole eller jeg havde modtaget noget fra DKK. Men det kom heldigvis for nogle timer siden, og så ringede Ole den flinke mand, at han kunne komme ca. kl 14.

Vi skal til øjendyrlæge på tirsdag og det kræver at hvalpene er ID-mærket inden, så heldigvis er det nu iorden. Og nu er de trætte af strabadserne……..snork.